Forstå Grænseværdier for Drikkevand: En Guide

Indtil for nylig, nærmere bestemt oktober 2017, var der en relativ simpel forståelse af grænseværdier for drikkevand i Danmark, baseret på den såkaldte "drikkevandsbekendtgørelse". Det var overskueligt for de fleste. Men i dag er billedet mere komplekst. Der findes nu forskellige typer af grænseværdier, og man skal være opmærksom på regler for afrunding, forskellige enheder og distinktionen mellem forskellige typer af grænseværdier for diverse stoffer. Denne artikel er skrevet for at skabe klarhed og guide dig igennem denne "jungle" af regler og bestemmelser.

Forskellige Typer af Grænseværdier

I Danmark opererer vi med to hovedtyper af grænseværdier for drikkevand: drikkevandskvalitetskrav og drikkevandskvalitetskriterier. Kvalitetskravene har rod i EU's drikkevandsdirektiv, men Danmark har faktisk valgt at skærpe visse krav i forhold til EU's standarder. Et eksempel er det giftige og kræftfremkaldende stof arsen, hvor det danske kvalitetskrav er sat til 5 µg/l, mens EU's grænseværdi ligger på 10 µg/l. Denne danske skærpelse er anerkendt som værende toksikologisk velbegrundet.

De danske kvalitetskrav er fastsat i drikkevandsbekendtgørelsen, hvor den seneste udgave, i skrivende stund, er BEK nr. 1023 af 29/06/2023, med titlen "Bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg". Den øgede opmærksomhed på miljøfremmede stoffer som pesticidnedbrydningsprodukter og PFAS i drikkevandet har medført hyppige justeringer af denne bekendtgørelse. Det er derfor essentielt at holde sig ajour med de nyeste opdateringer for at sikre overholdelse af de gældende regler.

Det er vigtigt at bemærke, at kvalitetskravene skal være opfyldt ved forbrugerens taphane, og ikke længere, som tidligere (frem til oktober 2017), ved afgang fra vandværket eller ved indgangen til forbrugerens ejendom. Nitrit udgør dog en delvis undtagelse. Her er kvalitetskravet på 0,01 mg/l gældende ved afgang fra vandværket, medmindre det kan dokumenteres, at kravet på 0,10 mg/l overholdes ved forbrugerens taphane. Dokumentation af dette kan være både vanskelig og kostbar for vandværker, der forsyner mere end et par forbrugere, hvilket i praksis betyder, at grænseværdien ved afgang fra vandværket er den gældende for de fleste almene vandværker.

Med bekendtgørelse BEK nr. 1147 af 24/10/2017 (BEK 1147) blev kvalitetskravene for en række parametre fjernet. Dette skete for at bringe de danske drikkevandskvalitetskrav tættere i overensstemmelse med EU's drikkevandsdirektiv. Ændringerne forårsagede i første omgang kritik og forvirring, men dette er i vid udstrækning blevet imødegået ved indførelsen af drikkevandskvalitetskriterierne. Disse kriterier findes i bilag B i drikkevandsvejledningen (Miljøministeriet, Miljøstyrelsen. Vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg. Drikkevandsvejledning. Vejledning nr. 55. Februar 2022).

I modsætning til drikkevandskvalitetskravene er det ikke et lovkrav at overholde drikkevandskvalitetskriterierne. Der er tale om anbefalede grænseværdier. Det er kommunerne, der som tilsynsmyndighed afgør, i hvilket omfang de ønsker at anvende drikkevandskvalitetskriterierne i deres forvaltning af drikkevandskvaliteten. Kommunen har således mulighed for at sidestille drikkevandskvalitetskriterier med drikkevandskvalitetskrav. Det er dog vores opfattelse, at de fleste danske kommuner generelt vælger at anvende kvalitetskriterierne på lige fod med kvalitetskravene. Dette skyldes formentlig, at det uden specialiseret toksikologisk viden kan være svært at overskue de potentielle konsekvenser af at ignorere drikkevandskvalitetskriterierne.

For fuldstændighedens skyld skal også nævnes grundvandskvalitetskriterierne, som fastsætter krav til grundvandet under forurenede områder i forbindelse med offentligt finansierede oprydninger og deponering af restprodukter fra affaldsforbrænding. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er krav om, at hverken drikkevand eller grundvand generelt skal overholde grundvandskvalitetskriterierne.

Afrunding af Grænseværdier og Enheder: Vær Opmærksom på Detaljerne

BEK 1147 medførte også en ændring i angivelsen af visse grænseværdier, som nu blev præsenteret med flere betydende cifre. For eksempel blev grænseværdien for individuelle pesticider og nedbrydningsprodukter ændret fra 0,1 µg/l til 0,10 µg/l. Ved første øjekast kan det se ud som om, at der er tale om samme værdi, men i praksis er der en vigtig forskel. Drikkevandsvejledningen præciserer, at almindelige afrundingsregler skal anvendes, når det skal vurderes, om et drikkevandskvalitetskrav er overholdt. Dette indebærer, at et analyseresultat skal afrundes, hvis det er angivet med flere betydende cifre end kvalitetskravet. Dermed anses det generelle kvalitetskrav på 0,10 µg/l for individuelle pesticider og nedbrydningsprodukter (med visse undtagelser) for overholdt ved en koncentration på op til 0,1049 µg/l. I praksis er denne lille forskel dog ofte uden betydning, da den normale detektionsgrænse er 0,01 µg/l, og analyseresultater for pesticidstoffer typisk angives med to betydende cifre. Det er dog vigtigt at huske, at summen af pesticider og nedbrydningsprodukter ikke må overstige 0,50 µg/l, uanset antallet af stoffer der analyseres for.

Situationen er en smule anderledes, når det drejer sig om kvalitetskravet på 0,1 µg/l for summen af 22 PFAS-forbindelser. Her anses grænseværdien for overholdt ved en sum på op til 0,149 µg/l, hvilket reelt tillader en 49 % overskridelse af den "tilsyneladende" grænseværdi. Denne ekstra tolerance er vigtig, da PFAS-analyser kan udføres med høj præcision og meget lave detektionsgrænser. Den normale detektionsgrænse er 0,001 µg/l, og endnu lavere for de fire stærkt skadelige stoffer PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS, hvor summen maksimalt må være 0,002 µg/l (reelt 0,00249 µg/l). Dette særligt restriktive kvalitetskrav skal naturligvis også overholdes.

Afrundingsproblematikken er ligeledes relevant for naturligt forekommende stoffer, som for eksempel ikke-flygtigt organisk kulstof (NVOC), hvor kvalitetskravet er 4 mg/l. Da analyseresultater typisk angives med to betydende cifre, er kvalitetskravet reelt set overholdt ved en koncentration på op til 4,4 mg/l, og ikke kun op til 4,0 mg/l.

Det er bekymrende, at mange myndighedspersoner måske ikke er fuldt opmærksomme på disse afrundingsregler. Dette kan i værste fald føre til fejlagtige beslutninger, som for eksempel lukning af en vandforsyningsboring eller krav om unødvendig rensning af drikkevand.

En anden potentielt forvirrende faktor er brugen af enheder. Det er afgørende at være opmærksom på, om et analyseresultat er angivet i mg/l eller µg/l. Et godt eksempel er jern, der måles som totalt jernindhold (ferrojern + ferrijern = total-jern). Frem til oktober 2017 var kvalitetskravet 0,1 mg/l ved afgang fra vandværket og 0,2 mg/l ved indgang til ejendom og forbrugerens taphane. I dag er der kun ét kvalitetskrav gældende ved forbrugerens taphane, og her må total-jern i drikkevandet ikke overstige 200 µg/l. Umiddelbart lyder 200 µg/l som det samme som 0,2 mg/l, men på grund af afrundingsreglerne er der en subtil forskel. Reelt set må koncentrationen ikke overstige 200,49 µg/l, hvilket betyder, at 200 µg/l er en mere restriktiv grænseværdi end 0,2 mg/l. Desværre er det stadig almindelig praksis for laboratorier at rapportere analyseresultater for total-jern i mg/l. En myndighedsperson kan derfor let fejlagtigt antage, at kvalitetskravet er overholdt, hvis en analyserapport viser 0,20 mg/l. Problemet er, at et analyseresultat på 0,20 mg/l kan dække over en koncentration på op til 204,9 µg/l (= 0,2049 mg/l). For at være sikker på, at kvalitetskravet er overholdt, skal den rapporterede koncentration af total-jern være 0,19 mg/l eller lavere.

Uklarheder og Mærkværdigheder i de Eksisterende Grænseværdier

Der eksisterer visse uklarheder og mærkværdigheder i de nuværende grænseværdier for drikkevand, som det er vigtigt at være opmærksom på:

Konduktivitet/Ledningsevne

I GEUS' Jupiter-database bruges betegnelsen konduktivitet, mens drikkevandsbekendtgørelsen anvender termen ledningsevne, hvilket er mere beskrivende. Frem til oktober 2017 blev ledningsevnen målt i enheden mS/m, og bekendtgørelsen indeholdt kun en anbefalet minimumsværdi på 30 mS/m ved 25°C. Det er standard at angive ledningsevne ved 25°C. Med BEK 1147 blev det tidligere kvalitetskrav for inddampningsrest (tørstofindhold) på 1500 mg/l fjernet og erstattet med et kvalitetskrav til ledningsevne på 2500 µS/cm – en maksimumsværdi i en ny enhed. En værdi i mS/m omregnes til µS/cm ved at gange med 10. Ledningsevnen er stærkt temperaturafhængig (stigende temperatur = stigende ledningsevne). Drikkevandskvalitetskravet på 2500 µS/cm gælder af uforklarlige årsager ved 20°C. Bekendtgørelsen angiver desuden, at ledningsevnen som minimum bør være 300 µS/cm ved 25°C, hvilket i realiteten er den samme anbefalede minimumsværdi som før BEK 1147. Som en konsekvens af det nye kvalitetskrav opgiver analyselaboratorier nu ledningsevnen målt ved 20 °C. Dette gør det muligt direkte at vurdere overholdelsen af kvalitetskravet, men det gør det mindre umiddelbart klart, om den anbefalede minimumsværdi er overholdt. En ledningsevne på 300 µS/cm ved 25 °C svarer til ca. 270 µS/cm ved 20 °C.

Ammonium

For ammonium (NH₄⁺) er drikkevandskvalitetskravet 0,05 mg/l, selvom der under visse omstændigheder accepteres op til 0,50 mg/l. Ammonium er syreformen af syre-/baseparret ammonium og ammoniak (NH₃), som er en ildelugtende gas. Fordelingen mellem disse to former afhænger af vandets pH-værdi. Ved pH 7 findes kun ca. 0,5 % af den samlede mængde NH₄⁺+NH₃ som NH₃, dvs. NH₄⁺ ≈ NH₄⁺+NH₃. Ved pH 8,5 er ca. 15 % på NH₃-formen, og NH₃ kan ikke længere negligeres. Miljøstyrelsen har oplyst, at analyseprincippet er måling af en blåfarvet ammoniakforbindelse ved pH mellem 10,8 og 11,4. Ved så høj pH udgør ammoniak mindst 97,5 %. Analysen bestemmer reelt indholdet af NH₄⁺+NH₃ i vandprøven, og kvalitetskravet for ammonium gælder derfor for summen af ammonium og ammoniak, som analysen normalt registreres under i Jupiter-databasen. Ved normal pH, hvor ammonium er den dominerende form, kan både ammoniak+ammonium-N og ammonium-N let omregnes til ammonium+ammoniak ved at gange med 9/7.

Nitrat og Nitrit

Kvalitetskravet for nitrat (NO₃^-) er 50 mg/l, mens nitrit (NO₂^-), som tidligere nævnt, har et krav på 0,01 mg/l ved afgang vandværk (medmindre 0,10 mg/l ved taphane dokumenteres). Derudover gælder et kombinationskrav for nitrat og nitrit ved forbrugerens taphane:

Nitrat (mg/l) / 50 + Nitrit (mg/l) / 3 ≤ 1

Grænseværdien på 1 er eksakt. Måles f.eks. 0,10 mg/l nitrit ved taphane, må nitratkoncentrationen maksimalt være 48,3 mg/l. Det er dog usædvanligt at måle nitrit i vand med højt nitratindhold.

Parametrene opgives af og til som nitrit-N og nitrat-N. Nitrit-N omregnes til nitrit ved at gange med 23/7, og nitrat-N omregnes til nitrat ved at gange med 31/7.

Svovlbrinte

For svovlbrinte (H₂S) er drikkevandskvalitetskriteriet 0,05 mg/l. Vær opmærksom på, at drikkevandsvejledningen (februar 2022) fejlagtigt angiver 0,02 mg/l i bilag B. Svovlbrinte er en giftig gas med den karakteristiske lugt af rådne æg. Svovlbrinte er dog kun en del af vandets samlede indhold af opløste sulfider, der også inkluderer hydrogensulfid (HS^-) og sulfid (S^2-). Fordelingen bestemmes af pH. Ved neutral pH er H₂S og HS^- til stede i nogenlunde lige mængder, mens S^2- koncentrationen er meget lav. Man kunne tro, at kvalitetskriteriet kun gælder gasformen, men analysen udføres ved at forsuring af vandprøven, hvorved hele sulfidindholdet omdannes til H₂S-formen, hvorefter vandprøvens totale sulfidindhold måles som svovlbrinte. Kvalitetskriteriet på 0,05 mg/l gælder altså vandprøvens totale sulfidindhold, målt som svovlbrinte. Tidligere fandtes tre forskellige ScKoder for sulfid (sulfid-S, hydrogensulfid-S og dihydrogensulfid), men Miljøstyrelsen har oplyst, at grænseværdien gælder for dihydrogensulfid (H₂S) og at de øvrige ScKoder nu er lagt ind under dihydrogensulfid, som fremover er den officielle kode for indberetning af svovlbrinteindhold og betegnes "svovlbrinte (sulfid)". Koncentrationer målt som sulfid-S eller hydrogensulfid-S skal ganges med 17/16 for at omregnes til H₂S. Formelt set er den reelle grænseværdi for sulfid-S eller hydrogensulfid-S 0,047 mg/l. Men afrundingsreglerne hjælper her, da kvalitetskriteriet på 0,05 mg/l for H₂S anses for overholdt ved koncentrationer op til 0,0549 mg/l. En måling på 0,05 mg/l sulfid-S eller hydrogensulfid-S svarer til 0,053 mg/l svovlbrinte, og kvalitetskriteriet er dermed overholdt.

Toluen

For oliekomponenten toluen er drikkevandskvalitetskravet 25 µg/l. Toluen indgår dog i den lette kulbrintefraktion (C₅-C₁₀ eller C₆-C₁₀) ved analyse af totalt kulbrinteindhold ("total-olie"). Et toluenindhold over 11 µg/l vil automatisk medføre overskridelse af drikkevandskvalitetskriteriet for total-olie på 10 µg/l. Medmindre kommunen fravælger drikkevandskvalitetskriteriet, må toluenindholdet i drikkevand ikke overstige 11 µg/l, og dette forudsætter, at vandet kun indeholder toluen og ikke andre petrogene kulbrinteforbindelser som benzen, ethylbenzen og xylener.

Organiske Mikroforureninger vs. Pesticidnedbrydningsprodukter

Der findes drikkevandskvalitetskriterier for mange organiske forbindelser, der kan forekomme i grundvandet fra forurening, men som også kan være nedbrydningsprodukter af pesticider. Disse stoffer skal derfor overholde kvalitetskravet for pesticider og nedbrydningsprodukter på 0,10 µg/l (i praksis 0,1049 µg/l). Spørgsmålet er, hvad værdien af drikkevandskvalitetskriterierne for disse stoffer er? Svaret er, at hvis en ekspertvurdering sandsynliggør, at stoffets kilde i grundvandet ikke er pesticider eller biocider, gælder drikkevandskvalitetskriteriet. I praksis kan sådan en vurdering være vanskelig, medmindre der er en kendt punktkildeforurening med det pågældende stof i oplandet til en boring, eller der aldrig har været brugt pesticider i området.

Der er eksempler på stor forskel mellem drikkevandskvalitetskriteriet og det generelle pesticidkrav. Formaldehyd (HCHO) har et drikkevandskvalitetskriterium på 50 µg/l, hvilket er overraskende højt, da formaldehyd er kræftfremkaldende. Formaldehyd kan også være et nedbrydningsprodukt af mange organiske kemikalier, herunder pesticider, og skal i den egenskab overholde det restriktive pesticidkrav på 0,10 µg/l. Miljøstyrelsen inkluderer ikke længere formaldehyd i pesticid-analysepakker, men stoffet findes stadig i Jupiter-stofgruppen "Pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer".

For chlorphenoler gælder et drikkevandskvalitetskriterium på 0,1 µg/l for enkeltstoffer (undtagen pentachlorphenol, som har et andet krav). Alle mono-, di-, tri- og tetrachlorphenoler har ScKoder i Jupiter-databasen. Grænseværdien på 0,1 µg/l gælder ikke for ScKode 387 (tetrachlorphenol, der dækker tre enkeltstoffer) og ScKode 771 (2,4+2,5-dichlorphenol, der dækker to enkeltstoffer). Chlorphenolerne er i stofgruppen "Pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer" og skal derfor som udgangspunkt overholde pesticidkravet. Forskellen mellem grænseværdierne er dog lille og skyldes kun afrunding.

For nitrophenoler er drikkevandskvalitetskriterierne: Mononitrophenoler: 90 µg/l, dinitrophenoler: 7 µg/l og trinitrophenoler: 20 µg/l. 4-nitrophenol og 2,4-dinitrophenol skal dog som udgangspunkt overholde pesticidkravet på 0,10 µg/l, medmindre en ekspertvurdering viser, at kilden ikke er pesticider eller biocider. Det er kun få nitrophenoler, der har ScKoder og analysedata i Jupiter-databasen.

Det er uklart, om grænseværdierne gælder for methylnitrophenoler (3-methyl-2-nitrophenol og 3-methyl-4-nitrophenol), men sandsynligvis ikke, da definitionen af nitrophenol er anderledes. Dog gælder pesticidkravet for 3-methyl-4-nitrophenol, som er et muligt pesticidnedbrydningsprodukt, mens 3-methyl-2-nitrophenol tilhører stofgruppen "Organisk mikroforurening".

For "øvrige phenoler" er der et drikkevandskvalitetskriterium på 0,5 µg/l for enkeltstoffer. Dette gælder alle phenoler uden specifikke grænseværdier (chlorphenoler og mono-, di- og trinitrophenoler er undtaget). Listen over phenoler med ScKoder i Jupiter-databasen er overskuelig, når "pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer", nonyl- og octylphenoler frasorteres, og man fokuserer på stoffer med "phenol" i navnet.

Der findes også bisphenoler i Jupiter-databasen. Bisphenoler er to phenolmolekyler bundet sammen. Deres egenskaber adskiller sig fra "normale" phenoler, og det generelle phenolkrav omfatter sandsynligvis ikke bisphenoler. Det ville heller ikke give mening, da bisphenol A for nylig har fået et specifikt drikkevandskvalitetskrav på 2,5 µg/l, hvilket er 5 gange højere end det generelle phenolkriterium.

Stofgrupperne C₉-phenoler, C₁₀-phenoler og C₁₁-phenoler omfatter mange stoffer og skal ikke overholde enkeltstof-kriteriet.

Stofgruppen "Pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer" indeholder adskillige phenoler, der skal overholde pesticidkravet på 0,10 µg/l, medmindre en faglig vurdering viser, at kilden ikke er pesticider eller biocider.

For biocidet tributyltin (TBT) er drikkevandskvalitetskriteriet 0,1 µg/l, målt som µg Sn/l (tinindholdet i TBT). Men det samlede TBT-indhold skal overholde pesticidkravet på 0,10 µg/l. Denne grænseværdi gælder for TBT og ikke TBT-Sn. Omregningsfaktoren er 2,44 (TBT = 2,44 · TBT-Sn). Nedbrydningsprodukterne dibutyltin (DBT) og monobutyltin (MBT) skal også overholde pesticidkravet på 0,10 µg/l. TBT har primært været anvendt som biocid, men også som stabilisator i visse polymerer. Drikkevandskvalitetskriteriet kan kun være relevant, hvis kilden beviseligt er stabilisator og ikke biocid, hvilket er usandsynligt i praksis.

Jupiter-databasen indeholder forskellige versioner af tributyltin, som afhænger af den "fjerde sidegruppe", f.eks. tributyltinacetat og tributyltinoxid. Disse stoffer er også i stofgruppen "Pesticider, nedbrydningsprodukter og beslægtede stoffer" og skal enkeltvis overholde pesticidkravet på 0,10 µg/l. De har højere molmasser end TBT, så det er vigtigt, om der analyseres for TBT eller specifikke stoffer som tributyltinoxid (TBTO).

Ofte Stillede Spørgsmål (FAQ)

Hvad er forskellen på drikkevandskvalitetskrav og drikkevandskvalitetskriterier?

Drikkevandskvalitetskrav er lovmæssigt bindende grænseværdier, som skal overholdes for at sikre drikkevandets kvalitet. De er baseret på EU's drikkevandsdirektiv, men kan være skærpet i Danmark. Drikkevandskvalitetskriterier er anbefalede grænseværdier, som kommunerne kan vælge at anvende i deres tilsyn. I praksis anvendes de ofte på lige fod med kvalitetskrav.

Hvorfor er der forskellige enheder for grænseværdier, f.eks. µg/l og mg/l?

Forskellige enheder bruges for at angive koncentrationer hensigtsmæssigt. µg/l (mikrogram per liter) bruges typisk for stoffer i meget lave koncentrationer (ppb), mens mg/l (milligram per liter) bruges for stoffer i højere koncentrationer (ppm). Det er vigtigt at være opmærksom på enhederne for at undgå forvirring og fejlfortolkning.

Hvad betyder afrundingsreglerne for grænseværdierne?

Afrundingsreglerne betyder, at et analyseresultat kan være lidt højere end den angivne grænseværdi og stadig anses for at overholde kravet. For eksempel, med en grænseværdi på 0,10 µg/l, vil et måleresultat op til 0,1049 µg/l stadig være acceptabelt. Dette tager højde for måleusikkerhed og analytiske variationer.

Hvor kan jeg finde de aktuelle grænseværdier for drikkevand?

De aktuelle drikkevandskvalitetskrav findes i den seneste udgave af drikkevandsbekendtgørelsen. Drikkevandskvalitetskriterierne findes i drikkevandsvejledningen udgivet af Miljøstyrelsen. Det anbefales at søge efter disse dokumenter på Miljøstyrelsens hjemmeside eller retsinformation.dk for de mest opdaterede versioner.

Forståelsen af grænseværdier for drikkevand er blevet mere kompleks siden 2017. Denne artikel har forsøgt at afdække de vigtigste aspekter, fra de forskellige typer af grænseværdier til de finurligheder, der knytter sig til afrunding og enheder. Ved at være opmærksom på disse detaljer kan man sikre en korrekt vurdering af drikkevandskvaliteten og undgå potentielle misforståelser og fejlagtige beslutninger.